Ferie-vejret

Find vejret på dit feriemål

Vejret på Rhodos og Kos

Rhodos og Kos ligger ganske tæt opad hinanden og få kilometer fra den tyrkiske kyst. Det betyder, at de to græske øer i høj grad har de samme vejr-forhold. Klimaet minder også om det, man oplever på den tyrkiske sydkyst i byer som Marmaris og Bodrum, der ligger ganske tæt på hhv. Rhodos og Kos.

Vejret på Rhodos

I og med, at Rhodos er beliggende ude i vandet, er sommertemperaturen en anelse lavere end i Tyrkiet, der ligger et godt stenkast væk. Det betyder at dagtemperaturen i juli og august er på ca. 31 grader, mens juni og september ligger i omegnen af 28 grader. Meltimi-vinden hjælper også med at holde varmen nede på et niveau, hvor man kan holde det ud.

Man skal ikke forvente regn i nævneværdige mængder i disse fire måneder. Der falder gennemsnitligt slet ikke nedbør i juli og august og kun hhv. 3 og 7 mm regn i juni og september.

Det ovenstående gælder for de klassiske turistområder ved Rhodos’ kyster. Inde midt på øen er der bakker og småbjerge med højder på op til 1200 meter. Herinde er temperaturen lavere, og der falder lidt mere regn.

Vejret på Kos

Kos ligger klods op af den tyrkiske kyst og helt tæt på det store feriested Bodrum.

Temperaturerne på Kos ligger faktisk som udgangspunkt en smule lavere end på Rhodos. I juli-august er temperaturen om dagen helt nede på 29 grader, mens juni og september sniger sig op på 26-27 grader. Øen har lidt mere nedbør end Rhodos, men stadigvæk i meget begrænsede mængder.